Når du begynder på din litteratursøgning, har du brug for gode søgeord, der er dækkende for de emner og perspektiver, som du er interesseret i. Samtidig kan du med fordel sammensætte dine søgeord til søgestrenge, så du kan søge præcist og afgrænset efter litteratur, der netop dækker det problemfelt eller den problemstilling, som du er interesseret i at undersøge. Dine søgeord (og søgestrenge) vil udvikle sig fra i starten at være mere enkelte og dække mere generelle ord, til at blive mere specifikke, præcise og komplekse.
Vi anbefaler, at du følger disse trin:
1.1 Begynd med at lave en brainstorm på dine søgeord.
1.2 Sorter dine søgeord i blokke eller aspekter.
1.3 Brug søgeteknikker som booleske operatorer til at sammensætte dine søgeord.
Det er vigtigt, at du overvejer dine søgeord grundigt inden du går i gang med din litteratursøgning. På den måde sørger du for at komme omkring alle de måder, det kunne tænkes, at dit emne bliver behandlet på i litteraturen.
Start med at tage udgangspunkt i din problemformulering og problemfelt og lav en brainstorm på ca. 10-15 søgeord, der kunne være relevante. Tænk i den forbindelse over om der findes lignende begreber for de søgeord som du allerede har (inkl. synonymer, bøjninger, forkortelser, og sproglige variationer). Overvej desuden om der findes søgeord, der kan give dig mere specifikke og generelle søgninger, og hvorvidt det giver mening at inkludere søgeord, der afspejler din metode eller tilgang. Oversæt i øvrigt altid søgeordene til engelsk da størstedelen af den videnskabelige litteratur udgives på engelsk.
I illustrationen nedenfor kan du se et eksempel på en brainstorm på søgeord, hvor problemfeltet handler om stress blandt jordemødre på hospitaler.
Problemfelt | Stress blandt jordmødre på hospitaler |
Søgeord DK/ENG | Stess, jordemødre, midwives, hospital |
Synonymer | burnout, anxiety, midwife, public health care |
Metode/type af studie | case study, interview |
Når du har fundet relevante søgeord, er det en god idé at inddele ordene i aspekter og organisere det i blokke. På den måde bliver det lettere for dig at danne dig et overblik over det felt du søger i og du kan f.eks. hurtigere gøre din søgning bredere eller mere specifik ved at tilføje eller fjerne et ord eller en blok/et aspekt.
På illustrationen herunder er de forskellige søgeord bl.a. organiseret efter synonymer, lignende ord og begreber, der behandler de samme aspekter. Bemærk at der også er tilføjet engelske termer.
Aspekt 1 | Aspekt 2 | Aspekt 3 | Aspekt 4 |
Jordemoder | Stress | Hospital* | "Case study" |
Jordemor | Burnout | "public health care" | Interview* |
Midwi* | Anxiety |
Når du har sorteret dine søgeord i tematiske blokke eller aspekter, kan du lave en bloksøgning ved at bruge de booleske operatorer AND og OR. AND tilføjes mellem hver blok og OR mellem hvert søgeord i de enkelte blokke. Placer parenteser omkring hver blok, hvor du bruger OR mellem søgeord.
Eksempel på en bloksøgning med de engelske søgeord kunne sådan her ud:
midwi* AND (stress OR burnout OR anxiety) AND (hospital* OR "public health care")
Din søgestreng behøver ikke inkludere alle søgeord og synonymer samtidig. Brug bloksøgningen til at skabe overblik over de forskellige aspekter af dit problemfelt og sammensæt søgeordene efter behov.
Databaser varierer i indhold og struktur, i deres behandling af emneord, og i hvor specifikt man kan eller skal søge. Disse forskelle kan påvirke den anvendte søgeteknik. Derfor er det vigtigt at tilpasse søgestrategien til hver enkelt database.
Udnyt databasernes hjælpefunktioner og FAQ for at danne et overblik over funktioner og søgeteknik.
Du kan forbedre og præcisere din søgning ved at bruge:
Booleske operatorer kan bruges i soeg.kb.dk samt i alle databaserne. Brug dem til at kombinere dine søgeord og herved danne søgestrenge.
Når du har fundet dine søgeord, skal du sammensætte dem til søgestrenge ved hjælp af forskellige søgeteknikker
AND / OG indsnævrer din søgning og gør den mere præcis. Du finder kun resultater, hvor dine søgeord indgår.
Eksempel: stress* AND jordemoder
OR / ELLER Udvider din søgning og du har her mulighed for at inddrage synonymer, eller lignede ord og begreber, i din søgestreng. Her kan et eller begge/flere af dine søgeord optræde i resultaterne.
Eksempel: stress* OR overbelastning*
NOT / IKKE kan være nyttig, hvis du som i nedenstående eksempel f.eks. ønsker at få litteratur, som omhandler stress blandt jordemødre, men du ikke er interesseret i, at der skal nævnes noget om privathospitaler. Man skal dog være forsigtig med at bruge denne operatorer, da du risikerer at udelukke vigtig litteratur. Bemærk i øvrigt hvordan operatorerne er kombineret vha. en parentes. Det skriver vi mere om herunder.
Eksempel: (stress* AND jordemoder) NOT privathospital*
Du kan sagtens lave en søgning hvor du kombinerer de booleske operatorer. Her er det blot vigtigt, at du fortæller databasen med en parentes, hvilke ord som f.eks. er synonymer (OR) og hvilke der ikke er (AND).
Eksempel: (stress* OR overbelastning*) AND jordemoder
Ved at sætte citationstegn om en frase eller et begreb som består af to eller flere ord, fortæller du databasen eller søgemaskinen, at den skal søge på ordene, så de står ved siden af hinanden og altså ikke enkeltvis. Særligt på engelsk er det en god idé at benytte sig af frasesøgning, da man på engelsk bruger orddeling oftere, end man gør på dansk.
Eksempler:
”work life balance”
”work environment”
"private hospital"
"public health care"
Ved at sætte en stjerne eller asterisk (*) i enden af et ord fortæller du databasen eller søgemaskinen, at den skal søge på stammen af ordet og alle tænkelige endelser.
Eksempler:
Konflikt*
Konflikten
Konfliktforebyggelse
Konflikthåndtering
konfliktløsning
konflikt...
Midwi*
Midwife
Midwives
Midwi...
Når du har fundet dine søgeord, skal du sammensætte dem til søgestrenge ved hjælp af forskellige søgeteknikker. Se hvordan du bygger søgestrenge vha. booleske operatorer og de andre søgeteknikker i eksemplerne ovenover.
Det er søgestrengene du indsætter i databaserne eller i bibliotekskataloget. Den vil nu søge på bøger, artikler etc. hvor de ord der indgår i din søgestreng ligeledes indgår i teksten i bøgerne/artiklerne.
Særligt i databaserne har du mulighed for at afgrænse hvorvidt ordene skal indgå i titlen, abstractet, i hele teksten eller i de tildelte emneord. Herved gøres din søgning mere eller mindre specifik.
Som regel kræver forskellige informationsbehov forskellige søgestrenge. Bemærk også at dine søgestrenge sandsynligvis skal justeres når du først er kommet i gang med dine søgninger og f.eks. finder nye søgeord.
Eksempler på søgestrenge:
midwi* AND (stress OR burnout)
midwi* AND (stress OR burnout) AND "public health care"
Du kan downloade et arbejdspapir til din litteratursøgning. Det kan hjælpe dig med at arbejde strategisk og struktureret med din litteratursøgning. Arbejdspapiret er inddelt efter de seks trin i en litteratursøgning, som vi beskriver i denne libguide.
Generativ AI som Copilot og ChatGPT kan hjælpe med dele af din litteratursøgningsproces, men bør aldrig
bruges som en løsning på hele
processen fra trin 1-6.
Læs vores libguide om AI Praksis inden du kaster dig ud i brugen af AI.