Skip to Main Content

AI på RUC: Citation af AI genereret materiale

Hvordan citerer man en chatbot?

CITATION AF GENERATIV AI

Når du bruger generativ AI i dine studier, er det vigtigt at forhold dig kritisk og reflekteret til brugen. Vær opmærksom på AI-modellernes begrænsninger og vær kritisk over for de oplysninger, de leverer. Herunder har vi samlet nogle opmærksomhedspunkter, som du skal forholde dig til i dit akademiske arbejde med AI. 

 

HVORFOR ER GENERATIV AI IKKE EN KILDE?

GenAI er ikke en kilde i sig selv:

  • Generative AI-modeller skaber ikke ny viden eller dokumenterer originale begivenheder. Information fra Generativ AI bør ikke bruges som eneste kilde i akademisk arbejde.
  • AI-modeller leverer ofte svar i form at syntetiseret tekst, dvs. giver et svar baseret på en sammenfatning af information fra flere kilder. Det er vigtigt at verificere disse oplysninger med pålidelige, originale kilder. Slå kilderne op i bibliotekssystemet for at tjekke kildens validitet. 

Hvordan GenAI fungerer:

  • Træningsdata: Generative AI-modeller bygger på store mængder træningsdata, som kan indeholde både pålidelige og upålidelige kilder. Det er ikke gennemskueligt hvilke kilder modellerne baserer deres svar på. 
  • Blanding af kilder: Det genererede indhold er en blanding af mange forskellige kilder og data, som ikke kan spores tilbage.
  • Sandsynlige svar: AI reducerer viden til sandsynlige svar baseret på træningsdata.
  • Politisk styrede begrænsninger: AI-modeller kan være underlagt politisk styrede begrænsninger, som kan påvirke de oplysninger, de leverer. Vær opmærksom på denne mulighed og vurder informationens pålidelighed kritisk.

Stor risiko for fejl:

  • Mulighed for fejlagtige informationer, tab af nuance og manglende kontekst. Der kan være bias fra træningsdata og politiske styrede begrænsninger, så vær kritisk for de informationer, som du præsenteres for. 
  • Upålidelige kilder vægtes lige så højt som kilder af høj kvalitet. Sørg for at bruge og citere pålidelige og anerkendte kilder i dit akademiske arbejde.

 

HVORDAN KAN JEG CITERE TEKST SKABT AF GENERATIV AI? 

Du bør undlade at copy-paste tekstoutput fra generativ AI direkte ind i din opgavebesvarelse. Du bør for så vidt muligt arbejde videre med AI-output, omskrive og redigere tekst og indhold, så det altid er dig, der er afsender og ansvarlig for indholdet i din opgavebesvarelse. Hvis du for eksempel bruger Copilot eller ChatGPT til at generere materiale eller tekst, som du uredigeret anvender og copy-paster ind i dit projekt, skal du tydeligt markere dette som et direkte citat og lave en kildehenvisning. Forskellige citationsformater har forskellige tilgange til, hvordan du henviser til generativ AI. I denne libguide finder du nogle af de mest almindelige metoder.

APA citation af generativ AI

AI SOM SOFTWARE

APA foreslår at man citerer tekst fra en generativ AI som software. Chatbotsvar anses altså ikke som personlig kommunikation, da der ikke er en person bag. De er snarere et algoritme output og derfor bør der være en henvisning både i litteraturlisten og i teksten med chatbottens ophav – i tilfældet ChatGPT er det OpenAI. APA opfordrer også til at man dokumenterer chatten i et bilag eller tilgængeligt supplerende materiale.

Citation i teksten eksempel: “(OpenAI, 2024).”

Eksempel på referencen i litteraturlisten:  OpenAI. (2024). ChatGPT (3,5 version) [Large language model]. https://chat.openai.com/chat

Læs om referencer til ChatGPT og andre AI i APA formatet

Chicago citation af generativ AI

AI SOM PERSONLIG KOMMUNIKATION

I Chicago formatet regnes den AI genererede tekst som en form for personlig kommunikation ligesom e-mails etc, fordi den generede samtale ikke er umiddelbart tilgængelig. Der rådes til at promptet til chatbotten beskrives enten i teksten eller som en del af referencen. Fordi en læser ikke selv kan tilgå informationen skal chatbotten IKKE fremgå af litteraturlisten. Der henvises kun i selve teksten. Det kunne her f.eks. være godt at kunne henvise til bilag med log af chatbot samtalen.

Eksempel note format: 1. ChatGPT, response to “Hvordan laver man kildehenvisninger?,” Jan 7, 2024, OpenAI.

Eksempel author-date format: (ChatGPT, Jan 7, 2024)

Læs mere på Chicago Manual of Style.

MLA citation af generativ AI

PROMPTS MED I REFERENCEN

MLA formatet er standadiseret så referencen altid er lavet efter samme form:

Forfatter: Det anbefales ikke at sætte AI som forfatter.

Titel på kilde: titlen er en beskrivelse af hvad AI genererede f.eks. på hvilket prompt.

Repositorienavn: altså der hvor materialet findes, bruges til at sætte navn på AI redskabet (f.eks. ChatGPT).

Version: Udspecificér hvilken version af AI værktøjet teksten er udarbejdet med, evt. En versionsdato som i eksemplet nedenfor.  

Udgiver: her skrives navnet på det firma, der lavede den benyttede AI.

Dato: Den dato teksten blev genereret. Lokation: angiv URL for teksten - vær dog opmærksom på at den sidste del af URL’en evt. Kan erstattes med “chat” da den specifikke chat ikke kan tilgås af andre.

Eksempel reference i teksten: ("In 200 words")

Eksempel litteraturliste: “In 200 words Describe the symbolism of the green light in the book The Great Gatsby by F. Scott Fitzgerald” prompt. ChatGPT, 3,5 version, OpenAI, 8 Jan. 2024, chat.openai.com/chat.

Læs mere på MLA's styleguide.

Citation af visuelt materiale via generativ AI

Hvis du har visuelt materiale skabt via generativ AI i dit arbejde, så skal du tilføje en billedtekst, hvor du beskriver kilden. Læs mere på MLAs guide

Andre citationsformater

Vancouver: University of Newcastle Library [Australia]. (n.d.). Vancouver Referencing Style: Personal comm—Generative AI. University of Newcastle Library Guides. Retrieved 3 May 2023. Link.

Murdoch University Library. (n.d.). Vancouver—Referencing Guide: AI Generated Content [Library guide]. Murdoch University Library. Retrieved 17 August 2023. Link

NLM: Patrias, K. (2007). Citing Medicine (2nd ed.). National Library of Medicine (US). Link. 

Referencehåndtering

Stadig forvirret over referencer, citater og kilder? Læs mere om referencehåndtering i vores libguide

ANSVARET ER DIT. Denne guide er til inspiration og generel vejledning og erstatter derfor ikke personlig, juridisk eller akademisk rådgivning. Det er dit ansvar at sikre, at du overholder gældende regler.