Skip to Main Content

Open Access: PhD-afhandlinger og Open Access

Open Access på Roskilde Universitet

PhD-registrering i Pure

PHD-REGISTRERING I PURE

Når du registrerer din PhD-afhandling i Pure, kan det være værd at overveje, om du vil gøre den tilgængelig som Open Access sådan at flest muligt, kan få glæde af at læse den.

Det er dog ikke altid helt simpelt om du må gøre dette, og derfor har biblioteket samlet nogle retningslinjer, der kan hjælpe dig på vej.

Nederst på siden her, er der også en FAQ, hvor du måske kan finde svar på et særligt spørgsmål.
Er du i tvivl, eller har du spørgsmål, kan du altid kontakte Roskilde Universitetsbibliotek på forskersupport@kb.dk

Regler for afhandlinger, der indeholder artikler

ARTIKELBASERET PHD

Hvis din artikel indeholder én eller flere artikler, skal du for hver artikel have afklaret følgende vedr. copyright:

Hvis artiklen bruges i forlagsversion i din afhandling:

  • Er der eksklusiv copyright til dén version af artiklen? Hvis ikke artiklen i forvejen er Open Access (kan typisk ses ved, at den har en CC-licens), må du ikke dele den i Pure. Du kan evt. sløre artiklen i afhandlingen, eller lægge "dummy-sider" hen over med angivelse af DOI eller link  på artiklen.

Hvis artiklen bruges i preprint eller Accepted Manuscript (AM)-version i afhandlingen:

  • Disse versioner må som regel godt deles som Open Access. Ved preprint tillader forlagene normalt uhindret deling, men ved AM skal du være opmærksom på evt. embargo fra forlaget.

Derudover har flere forlag allerede beskrevet retningslinjer ang. genbrug af publicerede manuskripter i en PhD-afhandling. Vi anbefaler dig derfor altid, at du orienterer dig på de relevante forlags hjemmesider.

Regler for afhandlinger uden artikler

MONOGRAFI-PHD

Har du skrevet en monografibaseret PhD, skal du være opmærksom på de generelle regler for deling af billeder, tabeller og figurer i din afhandling, som du ikke selv er rettighedshaver til, som beskrevet i infoboksen herover.

Er du i tvivl, om du må dele materiale, er der flg. hjælp i Ophavsretsloven:

”…§ 23. Offentliggjorte kunstværker og værker af beskrivende art, jf. § 1, stk. 2, må gengives i kritiske eller videnskabelige fremstillinger i tilslutning til teksten, når det sker i overensstemmelse med god skik og i det omfang, som betinges af formålet. Gengivelsen må ikke ske i erhvervsøjemed…”

Dette giver rum til fortolkning, så hvis materialet kan defineres som et ”værk af beskrivende art”, er det altså tilladt at gengive det efter samme betingelser som et citat. Spørg dog meget gerne bibliotekets på forskersupport@kb.dk, hvis du er i tvivl.

Generel information om copyright

COPYRIGHT

Hvis der indgår billeder, tabeller og figurer i din afhandling, som du ikke selv har rettighederne til, og som ikke ligger inden for Public Domain, skal du altid indhente tilladelse hos rettighedshaveren, hvis afhandlingen skal gøres offentligt tilgængelig. Dette gælder også for det eksemplar, der er tilgængeligt via biblioteket.

Der gælder dog nogle undtagelser:

  • I Danmark gælder ophavsretten i 70 år, efter at værksets skaber er død (forfatter, kunstner, forsker, etc.). Helt nøjagtigt falder ophavsretten væk ved udgangen af det 70. år efter dødsåret. Derefter kan værket anvendes uden at indhente tilladelse.
  • Billeder og andet materiale, der er lagt under en Creative Commons (CC) licens eller noget tilsvarende, vil ligeledes også kunne bruges, uden at man skal indhente tilladelse til brug af billederne.

FAQ

SVARBANK

Jeg anvender billeder fra et privat arkiv. Jeg har fået tilladelse til at bruge dem i afhandlingen, men skal jeg også indhente explicit tilladelse til at publicere dem gennem Pure?

Ja, du skal spørge arkivet, om tilladelsen også omfatter publicering i Pure.

Må jeg lave forlagenes layout på artiklerne om i min afhandling?

Nej. Bruger du artikler, der allerede er udgivet i et tidsskrift, skal du gengive den i den grafiske opsætning, som forlaget har bestemt. Skift evt. artiklen ud med den allerseneste version efter peer review, oftest kaldet Accepted Manuscript, hvis du selv vil bestemme layout.

Skal medforfattererklæringer medtages?

Nej, medforfattererklæringer skal ikke medtages i din PhD

Hvor kan jeg finde illustrationer, der er lovlige at anvende?

Du kan finde gode links til lovligt materiale på bibliotekets infoside om ophavsret her.

ANSVARET ER DIT. Denne guide er til inspiration og generel vejledning og erstatter derfor ikke personlig, juridisk eller akademisk rådgivning. Det er dit ansvar at sikre, at du overholder gældende regler.