Kan du ikke berige ORCID med publikationer fra RUC's Pure, har ORCID udviklet et værktøj der tillader, at du kan importere fra BibTex (.bib) filer over i ORCID.
Dette kan f.eks. være filer fra Google Scholar eller andre citation management værktøjer.
Du finder en manual til at gøre dette her.
ORCID (Open Researcher and Contributor ID) er en unik og permanent identifikation, som adskiller dig fra andre forskere, og som dermed knytter forsker og forskning korrekt sammen. ORCID kan integreres i centrale forskningsworkflows som f.eks. indsendelse af manuskripter eller fondsansøgninger, og kan herigennem automatisk knytte alle dine forskningsaktiviteter sammen. Det anvendes allerede i dag af flere danske og udenlandske universiteter, private aktører, fonde, forlag, kendte citationsdatabaser. ORCID er samtidig uafhængig af kommercielle interesser.
ORCID tildeler et unikt identifikationsnummer til hver forsker, der dermed skelner mellem to forskellige personer med samme navn, og samler publikationer, der er skrevet af den samme person, publiceret under forskellige navneformer.
Et ORCID er ikke personfølsomt, og kan derfor deles offentligt. Derudover kan dit ORCID følge dig igennem hele din karriere, uanset hvor mange gange du skifter job eller navn. Din profil på ORCID.org kan indeholde alle dine CV- og publikationsoplysninger. Profilen vil også kunne holde styr på alle dine tidligere emailadresser, så samarbejdspartnere altid vil kunne få adgang til dine seneste kontaktoplysninger ved at søge på den emailadresse, de kender.
Har du en gang knyttet din forskning til dit ORCID, kan du overfor de fleste bevillingsgivere dokumentere din forskning, blot ved at oplyse dit ORCID. Det letter de administrative arbejdsgange omkring ansøgninger - ikke kun for dig, men også for den bevilligende myndighed.
Det er vigtigt at understrege, at oprettelsen af et ORCID ikke medfører afgivelse af rettigheder til publikationer eller andet arbejde. Se ORCID's privacy policy.
Hvis du allerede har et unikt forskeridentifikationsnummer, som f.eks. Researcher-ID, kan du koble de to identifikationsnumre med hinanden og høste fordelene ved ORCID, der ikke er bundet til et kommercielt forlag, men derimod tillader udveksling af informationer på tværs af flere platforme.
Med et ORCID vil du således på sigt kunne slippe for at indtaste de samme oplysninger igen og igen på tværs af forskningsregistreringssystemer, fondsansøgninger o.l. Du vil kunne spare tid og samtidig være sikker på, at dit arbejde altid kan henføres dig.
ORCID er en åben, non-profit, fællesskabsdrevet indsats, der driver og vedligeholder et register med unikke forskeridentifikatorer. ORCID hjælper med at forbinde forskningsaktiviteter og output.
Du kan læse mere på ORCID.org